I “Design Challenge”-workshoppen skulle vi vælge mellem UI/UX og Content Creation, og jeg valgte Content Creation, da jeg gerne ville arbejde med at designe sociale medieposts. Opgaven startede med, at vi slog med en D20-terning for at få tildelt en tilfældig case – min case var at lave en Instagram-kampagne for en virksomhed kaldet “Grøn Burger.” Casen handlede om at skabe indhold, der viste daglige specialiteter, kundeanmeldelser og bag-scenen indblik, og selvom det var en spændende udfordring, følte jeg mig lidt træt af den slags “grønne” cases, da jeg har arbejdet meget med bæredygtige brands før.
Efter vi havde fået vores case og kunde, skulle vi designe en persona, som kampagnen skulle tage udgangspunkt i. Vores underviser Rasmus viste os en side, der kunne generere en persona til os baseret på forskellige kriterier. Jeg fik tildelt en persona, som jeg brugte til at forme designet og sikre, at stilen og indholdet matchede de præferencer og behov, der blev beskrevet for denne fiktive målperson.

Jeg gik derefter i gang med at udvikle mine idéer direkte i Illustrator, da jeg ikke føler mig så komfortabel med at tegne i hånden, selvom jeg godt ved, at man ofte får mere frie idéer på den måde. I Illustrator fik jeg hurtigt lavet en sammenhængende visuel identitet til kampagnen – jeg skabte et logo, et pattern, valgte farver og typografi, og begyndte at designe en carousel til Instagram. Hele processen med at vælge designet føltes meget naturlig, da jeg føler, jeg har en god fornemmelse for, hvad der passer godt sammen og understøtter et brand visuelt.

Til præsentationen skulle vi vise vores arbejde for klassen. Vores underviser Rasmus tilbød personlig feedback, men da jeg selv var ret tilfreds med mit resultat, valgte jeg ikke at bede om det. Han gav dog overordnet feedback til hele klassen og nævnte, at det, han havde set, så godt ud. Alt i alt var det en lærerig og sjov workshop, hvor jeg fik styrket mine færdigheder inden for Content Creation og branding.

Refleksion
Selvom jeg ikke følte, at jeg lærte noget helt nyt, var det sjovt og givende at få et break fra alt det teoretiske og i stedet fokusere på det praktiske. Jeg kunne bare kaste mig ud i at skabe noget, og det var virkelig motiverende. Når jeg ser tilbage, indser jeg dog, at jeg kunne have brugt mere tid på research og tests, for selvom designet så pænt ud, manglede der lidt baggrund for, hvorfor jeg havde valgt, som jeg gjorde. Fremover vil jeg prioritere at inddrage nogle usability tests eller desirability tests, så jeg sikrer, at designet også rammer målgruppen præcist.
